Lovligt forfald og indkaldelse af stedfortræder

Læs her om fravær til møder i Borgerrepræsentationen, om orlov og om hvornår det er muligt at indkalde en stedfortræder.

Du kan blive midlertidigt fritaget fra dit hverv som borgerrepræsentant, både til enkeltstående møder i Borgerrepræsentationen eller i en længere periode (orlov), hvis du har en lovlig forfaldsgrund. Det kan fx være: 

  • Sygdom 
  • Barsel 
  • Adoption 
  • Varetagelse af andet offentligt hverv (fx varetagelse af hvervet som folketingsmedlem, regionsudvalgsmedlem eller forperson for KLs politiske udvalg efter valg af KLs bestyrelse)
  • Forretninger eller lignende
  • Ferie
  • Studier

Listen er ikke udtømmende. Hvis du er i tvivl, om en konkret årsag udgør en lovlig forfaldsgrund, kan du kontakte Borgerrepræsentations Sekretariat via din medlemssekretær, som vil sørge for en afklaring.

Det er Borgerrepræsentationen der afgør, om der er tale om en lovlig forfaldsgrund. Din egen tilkendegivelse vil her ofte udgøre den helt overvejende del af grundlaget for Borgerrepræsentationens beslutning. Men Borgerrepræsentationen kan selv indhente supplerende oplysninger og er forpligtet til at gøre det, hvis de oplysninger, du har angivet, er uklare eller giver anledning til tvivl.

 

Indkaldelse af stedfortræder 

Afbud til et enkeltstående møde i Borgerrepræsentationen

Hvis du har lovligt forfald til et enkeltstående møde i Borgerrepræsentationen, kontakter Borgerrepræsentationens Sekretariat 1. stedfortræder. Hvis 1. stedfortræder har lovligt forfald, kontakter vi 2. stedfortræder osv. Man kan altså ikke selv vælge, hvem man vil have ind som stedfortræder. Hvis vi ikke kan få kontakt til 1. stedfortræder, kan vi ikke gå videre til 2. stedfortræder, og så bliver der ikke indkaldt stedfortræder til mødet.

Der kan være situationer, hvor du ikke kan få indkaldt en stedfortræder for dig. Det gælder fx hvis:

  1. Dit afbud er ikke begrundet med en lovlig forfaldsgrund (f.eks. fordi du deltager i en privat fest)
  2. Dit afbud er begrundet med, at du varetager dit hverv som medlem af Borgerrepræsentationen på anden måde end ved at være til stede ved BR-mødet (f.eks. hvis du deltager i et udvalgs studietur eller deltager i et kursus eller en konference som led af dit hverv som borgerrepræsentant)

Inhabilitet 

Hvis du er inhabil i en konkret sag til behandling på et møde i Borgerrepræsentationen, beslutter den kandidatliste, du er valgt for, om de ønsker, at der bliver indkaldt stedfortræder. 

Læs om inhabilitet
 

Lovligt forfald i en længere periode (orlov)

Hvis du har lovligt forfald af en forventet varighed på min. en måned, kontakter Borgerrepræsentationens Sekretariat 1. stedfortræder. Hvis 1. stedfortræder har lovligt forfald, kontakter vi 2. stedfortræder osv. Man kan altså ikke selv vælge, hvem man vil have ind som stedfortræder.

Dit hverv som medlem af Borgerrepræsentationen skal ses som et samlet hverv. Når du er på orlov, kan du derfor ikke deltage i udvalgsmøder eller varetage andre kommunale hverv. Du kan altså heller ikke bestride bestyrelsesposter, som du er udpeget til af Borgerrepræsentationen, foretage vielser, rundvisninger, deltage i formelle politiske forhandlinger (f.eks. budgetforhandlinger), deltage i budgetseminarer osv.

Det er altså sådan, at ’er man ude, så er man ude’. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan deltage i en konkret aktivitet, mens du er på orlov, kan du kontakte Borgerrepræsentations Sekretariat via din medlemssekretær, som vil sørge for en afklaring.

Læs om vederlag under orlov

Læs om barselsorlov

 

Lovligt forfald til møder i udvalgene

Afbud til et enkeltstående møde i udvalgene

Du kan ikke få indkaldt en stedfortræder til et udvalgsmøde, hvis du har lovligt forfald til et enkelt møde eller i en periode, der forventes at vare under en måned. 

Lovligt forfald i en længere periode (orlov)

Hvis du har orlov (lovligt forfald i mindst en måned), kan din valggruppe bestemme, at et andet medlem skal varetage din plads i et udvalg. Det behøver ikke være din stedfortræder i Borgerrepræsentationen. Dette kræver ikke godkendelse af Borgerrepræsentationen, og valggruppen kan straks udpege den pågældende som midlertidigt medlem af udvalget under dit fravær. 

Hvis valggruppen ønsker at udpege din stedfortræder som midlertidigt medlem af udvalget under dit fravær, må udpegningen afvente, at Borgerrepræsentationen har godkendt stedfortræderens indtræden i Borgerrepræsentationen.

 

Sådan gør du

Hvis du har lovligt forfald til et møde i Borgerrepræsentationen, skal du kontakte Borgerrepræsentationens Sekretariat skriftligt (fx via din medlemssekretær). 

Hvis du har lovligt forfald af en forventet varighed på mindst en måned, skal du kontakte Borgerrepræsentationens Sekretariat skriftligt (fx via din medlemssekretær). Du eller din valggruppe skal samtidig oplyse, hvilke medlemmer, der indtræder som stedfortrædere i udvalgene. Det er vigtigt for at sikre korrekt registrering og udbetaling af vederlag. 

Hvis du har forfald til et enkeltstående fagudvalgsmøde, skal du kontakte det pågældende sekretariat.

Husk at angive årsagen til dit fravær.