Få hjælp, hvis du er udsat for chikane eller trusler

Du kan få hjælp, hvis du som borgerrepræsentant er udsat for chikane, trusler, vold eller lignende som led i udøvelsen af det politiske hverv. Læs mere her.

Som offentlig person er man desværre i særlig risiko for at opleve fx stalking og trusler. Det er strafbart, og straffeloven angiver ”politisk virke” som en særligt skærpende omstændighed. Det drejer sig bl.a. om følgende forhold: 

Stalking/chikane

Stalking er når en person systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer dig.

Chikane er påtrængende eller krænkende adfærd. Det kan fx være chikanerende beskeder på sociale medier, e-mails, sms’er og telefonopkald, pakker/gaver med ubehageligt indhold, misbrug af navn og falsk rygtespredning, som har til hensigt at ødelægge dit omdømme. Seksuel chikane kan være i form af mimik og/eller gestikulation, skriftlige og/eller mundtlige kommentarer eller berøringer (Strfl §§ 119 a og 242).

Trusler 

Trusler er adfærd eller ytringer, som kan fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. Det kan fx være trusler mod dig selv eller din familie/dine nærmeste (Strfl §§ 119 og 266).

Hærværk

Hærværk er ødelæggelse, beskadigelse eller bortfjernelse af dine eller din families/dine nærmestes ting. Det kan fx være hærværk på valgplakater, personlige ejendele, postkasser, huse og biler (Strfl. §§ 291).

Vold

Vold er fx spyt, bid, skub, spark, slag, benspænd, fastholdelse eller kast med genstande (Strfl. §§ 119, 244 og 245). 

Hån/skældsord eller fornærmende tiltale/injurier

Hån/skældsord eller fornærmende tiltale er strafbart efter straffeloven, i tilfælde, hvor det drejer sig om ytringer fremsat mod offentligt ansatte eller andre, som udfører et offentligt hverv. Den fornærmelige tiltale skal være fremsat direkte til den forurettede personligt, i en telefonsamtale/sms, i et brev, en e-mail eller via sociale medier. 

Æreskrænkelser (eller injurier) dækker bl.a. over nedsættende og fornærmende udtalelser eller handlinger. Det kan f.eks. være, hvis nogen skriver krænkende eller fornærmende om din ære, beskylder dig for usandheder, eller beskylder dig for noget, som ikke er bevist (Strfl §§ 121 og 267).

Du kan læse mere om de forskellige bestemmelser og eksempler herpå i KLs vejledning om chikane, trusler hærværk og vold mod lokalpolitikere nedenfor (bilag 1).

 

Få hjælp

Hvis du oplever ovenstående som led i udøvelsen af dit politiske hverv, kan forvaltningen yde dig forskellige former for bistand: 

Bistand til adressebeskyttelse

Hvis du ønsker hjælp til adressebeskyttelse, kan forvaltningen hjælpe dig med dette. Du skal kontakte din medlemssekretær. 

Kontakt til politiet

Københavns Politi kan vejlede dig om, hvordan du skal forholde dig i forhold til en konkret episode, og om der er grundlag for at anmelde episoden. Du kan derfor altid kontakte Københavns Politi. Se mere om, hvordan du kan kontakte politiet via sikker mail her

Du kan også bede Rådhusvagten om at hjælpe dig med at kontakte politiet. Rådhusvagten kan også hjælpe dig med at vurdere, om der skal foretages en anmeldelse af episoden. Hvis det er relevant, vil Rådhusvagten inddrage BR-sekretariatet i vurderingen. Du kan kontakte Rådhusvagten via mail vagthavende@okf.kk.dk eller via chef for Rådhusvagten, Rasmus Sørensen (EG1I@kk.dk/2165 0174). 

Når du benytter dig af ovenstående, er det en god idé, at du har gjort dig nogle overvejelser omkring følgende: 

  • Hvilken type hjælp har du behov for?
  • Har du gemt dokumentation for episoden (screenshots, e.l.)
  • Har du anmeldt episoden til politiet? 
  • Hvis ikke, ønsker du at anmelde episoden til politiet?
  • Er der tale om gentagelsestilfælde?

Psykologhjælp

Du har mulighed for at benytte dig af kommunens krisehjælpsordning, hvis du som led i dit hverv som borgerrepræsentant har været udsat for chikane, e.l. Kontakt din medlemssekretær eller BR-sekretariatets ledelse, Christian Vigh (k24l@kk.dk/2523 9265) eller Flemming Dubgaard Hansen (fdh@kk.dk/ 3366 2115).”

Fortsat fokus i Gruppeforpersonskredsen

I Gruppeforpersonskredsen er der enighed om, at vi fortsat skal have fokus på emnet. Derfor er der også mulighed for at dele konkrete erfaringer på møderne i kredsen, og herunder også hvad der erfaringsmæssigt har hjulpet i konkrete tilfælde. Du kan derfor overveje at dele konkrete erfaringer med din gruppeforperson.