Gratis transport til møder

Du kan få dækket udgifterne til transport, der er relateret til dit hverv som borgerrepræsentant. Læs mere her.

Fri transport til og fra møder

På siden her kan du læse om, hvornår du kan få dækket udgifterne til transport, der er relateret til dit hverv som borgerrepræsentant.

Hvis du er i tvivl om, om du få dækket udgifterne i et konkret tilfælde, kan du henvende dig til din medlemssekretær, som vil hjælpe med en afklaring.

Nederst på siden finder du i øvrigt ”Rejseregler for Borgerrepræsentationens medlemmer”, som senest er revideret og godkendt af BR den 1. december 2022.

Du kan benytte offentlig transport, taxa eller egen bil

Du kan få udleveret et rejsekort og et taxakort til brug ved rejseaktivitet, der er relateret til arbejdet som borgerrepræsentant.

Kontakt din medlemssekretær, der kan hjælpe med at bestille kortene.

Hvis du rejser med offentlig transport og ikke kan benytte dit rejsekort, kan du få billetprisen refunderet i Borgerrepræsentationens Sekretariat, hvis du indleverer en kvittering for dit udlæg til billetten.

Du skal være opmærksom på, at det ikke er alle taxaselskaber, tager imod taxakortet. Hvis du kører med en taxa, der ikke vil modtage taxakortet, kan du indlevere kvitteringen, så refunderer sekretariatet dit udlæg for taxaen.

Derudover kan du vælge at køre i egen bil. Når du kører i egen bil i forbindelse med mødeaktivitet relateret til hvervet som borgerrepræsentant, kan du få befordringsgodtgørelse fra Københavns Kommune.

Send følgende oplysninger til din medlemssekretær for at få befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil:

  • Bilens registreringsnummer
  • Nøjagtig adresse kørt fra og til
  • Antal kørte kilometer
  • Formålet med rejsen
  • Dato for kørslen.

Hvis du rejser med færge eller betaler broafgift i Danmark, kan du også få refusion for de udgifter, hvis du indleverer kvitteringen.

Københavns Kommune beregner befordringsgodtgørelsen ud fra satser fastsat af Skattestyrelsen, og kommunen indberetter automatisk godtgørelsen til Skattestyrelsen, når du får den udbetalt. 

Valg af transportmiddel 

Når du vælger transportform, skal du vurdere, hvad der i den konkrete situation er det mest hensigtsmæssige og økonomiske for kommunen. Det betyder, at du skal vurdere rejsens samlede tidsforbrug, pris samt den samlede CO2-udledning. Som udgangspunkt skal du anvende tog, bus eller andre offentlige transportformer.

Transport fra din bopæl eller opholdssted

Du kan benytte dig af muligheden for fri transport, når du skal fra din bopæl til møder og aktiviteter relateret til dit hverv som borgerrepræsentant (se mere om hvilke møder og aktiviteter nedenfor).

Du kan også benytte dig af fri transport, når du skal fra et andet opholdssted, fx dit arbejde eller dit studie, til møder og aktiviteter relateret til dit hverv som borgerrepræsentant.

Det afgørende er, at der er tale om transport, som er begrundet i varetagelsen af dit hverv som borgerrepræsentant. Med andre ord skal der være tale om transport, som du ikke ville have brugt, hvis ikke du skulle deltage i et møde eller en aktivitet relateret til dit hverv som borgerrepræsentant.

Vær opmærksom på, at der kan være helt konkrete situationer, hvor du opholder dig i så betydelig afstand fra mødestedet, at du ikke har krav på fri transport. Hvis du er i tvivl, så spørg din medlemssekretær. 

Møder og aktiviteter, som giver ret til fri transport

Du har som borgerrepræsentant ret til fri transport til følgende møder og aktiviteter:

  • Møder i Borgerrepræsentationen
  • Møder i stående udvalg
  • Møder i § 17, stk. 4 udvalg (Revisionsudvalget, Borgerrådgiverudvalget, Gruppeforpersonskredsen, Modtagelsesudvalget, Rådet for Visuel Kunst, Musikudvalget, Scenekunstudvalget og Nattelivsudvalget)
  • Møder som medlem af Folkeoplysningsudvalget, Børn – og Ungeudvalget, Bevillingsnævnet, Handicaprådet
  • Gruppemøder og politiske forhandlinger på Rådhuset
  • Møder, der afholdes som led i mødeforberedelse i forbindelse med en eller flere konkrete sager til behandling i Borgerrepræsentationen eller i de stående udvalg
  • Seminarer og temamøder for hele Borgerrepræsentationen
  • Forhandlinger med andre kommunale, regionale eller statslige myndigheder
  • Kurser o.l. som beskrevet i ”Kursusregulativ 2022 -2025”
  • Studieture
  • Indvielser, receptioner og lignende repræsentationsarrangementer
  • Borger- og orienteringsmøder
  • Besigtigelser

Fælles for alle ovenstående er, at der er tale om møder og aktiviteter, som har relation til dit hverv som borgerrepræsentant. Det betyder, at hvis du deltager i øvrige aktiviteter eller møder alene som repræsentant for dit parti, har du ikke ret til fri transport til disse.

Rejseregler for Borgerrepræsentationens medlemmer (vedtaget af BR i december 2022)